De vil gro!

 21. april 2014

Fredløs, Høstanemoner, Husløg og Hosta,
Magueritter, Digitalis, Japanske Lygter og Iris,
Lammeøre, Astilbe, Akelejer, Stokroser, Kærmindesøster og Lupiner,
Fuksia, Forglemmigej, Juleroser, SanktHansurt, og Clematis,
Brudeslør, Bregner og Bonderoser og et hav af blomster, vi ikke kender navnet på, selvom de florerer i haven år efter år.

En Staude er en flerårig blomstrende plante med meget forskellige behov, nogle breder sig umærkeligt – andre skal flyttes til en solrig plads og måske have støttende pind.

Familiens unge kvinder har fået egne haver og jeg bliver sat på opgaven at sikre aflæggere til alle.
Det er et herligt møde – om måske har Bonderøven, Plums køkkenhave og Jims farm, hjulpet haveinteressen på vej: I så fald, vil jeg mene, de burde have en STORKRONET ÆrenPRIS for at bidrage til forårshumør og sindets fred.

Ambitionerne er store og bekymringen fast:
Hvordan får jeg dem til at gro?

Men sagen er – med blomster, som med børn:
De VIL gerne gro
– og hvis intet forhindrer dem, så vinder de frem.

Tak for det.

Margrethe