How can I help you?

 22. april 2007

Jeg er netop retur fra USA, hvor jeg igen har oplevet amerikanernes umiddelbare venlighed. Ikke blot i praksis og gestik, men også i formuleringen, som er ligefrem og munter.

Jeg nærmer mig f.eks. skranken et sted og møder det åbne spørgsmål:
"How can I help you?" Det kan bestemt ikke oversættes til dansk med "hva' sku' de' vær?" men er som frase – brugt i dagligdagen, men med til at konstruere en virkelighed. Jeg føler mig velkommen, fordi viljen til at hjælpe mig på vej artikuleres.

Anderledes end den danske og muligvis særligt kjøvenhavnske udgave.
Samtalen indledes af bagerens yndige unge pige:
– "din tur?"
– "jeg skal ha' den der!" si´r en bamset mand, han nikker ubestemmeligt mod noget brød i vinduet.
Skal du ha´en spandauer? spørger ekspeditricen opklarende.
"Narj, narj" nærmest råber manden,
nikket gik i retning af kanelsneglen, må man forstå.

Det er øjeblikke, hvor jeg overvejer om jeg skal forklare en mand at almindelig høflighed gør livet mere tåleligt for os alle, men jeg trækker på skulderen, jeg orker ikke at være en sur gammel dame i dag.

Vi danskere har ikke mange høfligheder lige på tungen og betragtes følgelig som lidt grove og ukunstlede ude i den store verden.

Jeg oplever ikke blot den ordentlige omgangsform i salgssituationen, men også på gaden, i trafikken, hvor bilister ikke fortsætter med køen ud i et kryds, for så at spærre for den trafik, der skal på tværs. Det er ulovligt – både i Danmark og i USA.
På en tur på et regeringskontor i Washington D.C. må jeg må spørge om vej.
Manden ser mig efter al sandsynlighed aldrig igen. Alligevel sikrer han sig at have forstået, hvor jeg skal hen, og slår følge lidt ad vejen. Han vil bare gerne være sikker på, jeg finder det, ikke andet.

Jeg ser travle forretningsfolk tale i mobiltelefonen på gaden i den amerikanske storby, men ikke i køen til kassen, når man venter på sin "latte-2-go" om morgenen i kaffekæden. Der er ikke et skilt med forbud, som vi kender det fra danske forretninger – og jeg spørger en lokal?
Nej, det er ikke fordi det hindrer kasseapparaterne, men det er jo uhøfligt!, si'r han.

Tilbage på Baresso på Rådhuspladsen mødte jeg en mobiltelefontalende-mand.
Han vil gerne købe en sandwich, men udtalte ordknapt kun: "Bolle!"
Det fik den unge kvinde bag disken til højt at kundgøre at "Det er noget vi gør, men vi sælger det ikke her!
Personligt frydede jeg mig, da latteren bragede om den forvirrede.


mediestorm

 21. februar 2007

Jeg har lært nye ord i denne uge

Det ene er udad-reagerende, hvad kan oversættes direkte til brug af vold.

Ordet optræder i beskrivelsen af en del af beboerne på hus 17 på Strandvænget
og er en sproglig konstruktion.

Det forsøger med bibringe omgivelserne en medbetydning, nemlig, at der er en
indre psykologisk anledning til at gribe til vold.

Det andet ord er for-råelse. Forestillingen er at kommunikation og ord ikke bare er ord, men også konstruerer en virkelighed, som i den sidste ende kan føre til en adfærd.

Hvis tonen og ordene ofte er barske, bliver sjælen eller sindet det over tid.

Man lader sig ikke gå på af tonen og hører heller ikke hvordan man selv råber op

Region Syddanmark har været i stormvejr med de skjulte optagelser på Strandvænget.

Den slags kommer aldrig belejligt, men kriser er jo også anledningen til noget nyt.


læsetest og tyrkfejl

 20. januar 2007

Jeg modtager ind i mellem en mail, som tydeligvis er skrevet i hast. Bogstaverne vælter frem i sære ordener, hvad jo er rystende og simpelthen uordentligt.
Men værre endnu sker det at jeg af en eller anden grund vender tilbage til mails, jeg selv har begået – kun for at konstatere at uordentligheden ikke blot er noget andre har. Også mine mails synes på det mærkeligste at nærme sig mere mundtlige afarter af vores fælles retstavning.

En viskdenbaleig unsdelrøgese lavet af et untivseriet i Enlgnad har vist, at desrom de to føsrte og de to sisdte botsvgaer i alle oredne i en tekst er ritgigt pledsaret, spllier det ingen rolle, hvkilen ræføkkelge de øvrige bosgvtaer i oredne kommer. Tektsen er fuldt læbsar, selv om de abdre bogastver kommer huilbtertlulter! Det er fordi, vi ikke læser hvert eneklt botgsav, men ser bildeler af ordet som hehled.

Men det bliver følgeligt noget sværere på lang sigt at dechifrere koden og fastholde det fælles danske sprog

Margrethe Lyngs


at vide, hvad du ikke ved

 17. december 2006

Det er en gammel, munter bemærkning i bladverdenen at der i hvilket som helst døgn tilsyneladende finder nøjagtig det antal begivenheder (betegnet som nyheder) sted, som passer til en avis.

Det er jo meget sjældent, vi ser bare pletter i avisen, meget sjældent.

Fænomenet passer i hvert tilfælde på dette efterår, hvor vi ikke blot har fået en stribe gratisaviser, men også TV2news.

Hvis du skulle have glemt det, er en avis sådan set et resultat mange menneskers anstrengelser, spændende viden og originale tanker.

Man kan godt glemme det en søndag i advent.
I dag forekommer det mig at aviser mere og mere er blevet investeringsobjekter og dåsemad

Måske er det sandt, når redaktørerne klager:
Folk har jo ikke tid, de skrålæser og vil hellere underholdes end slide sig gennem
lange artikler om komplicerede emner.

Vi har de aviser, vi fortjener – jeg tror, det nu er på tide at kræve mere af avisen – og så ofre tiden på at få noget at vide….

Margrethe


underskriftindsamling på nettet

 22. november 2006

Jeg er ikke vild med net-nderskriftindsamlinger, men her drejer det sig om nogle af de mennesker der har siddet i flere år i asyllejrene i Danmark. Så jeg håber I tilgiver.

Jeg får 2 slags kædebreve i min indbakke.

Den ene slags er vittigheder, som venligt skal lyse dagen lidt op. Nu jeg tænker over det, er det mest kvinder, der håner det herlige køn.
En enkelt gang var kædebrevets genstand en mand!.
Ideen var at du kunne sende din egen kedelige videre og få en stribe nye 😉

Man skal jo videresende kædebrevet og der er slet skjulte trusler forbundet med at bryde kæden.
Og så er der den anden slags.

Det er vrede og fortvivlede underskrift-indsamlinger, som viser følelsen af
afmagt overfor Danmarks behandling af fremmede.

Den sidste type er i kraftig stigning i min mailbox. De kommer fra folk, der selv har NEJ TAK til reklamer og gratisaviser på deres hvide postkasse, og som generelt ikke bryder sig om at trænge sig på.

Det er typisk ikke en gruppe mennesker som mener at flertallet har ret, bare fordi det er et flertal. Rent retorisk er teksten ikke egnet til at overbevise tvivlere i en sag, den taler til en læser, der forudsættes at dele bekymringen.

Det er faktisk ikke afsenderen, der har forfattet brevet. Hun har selv fået brevet i sin indbakke og nu valgt ikke at bryde kæden.

Det giver afløb for frustrationen – og måske hvem ved? Måske kan det gøre indtryk på forvaltere og lovgivere.
Det er ikke utænkeligt. Det var faktisk en kombination af blogs og netunderskrift-indsamlinger, der skubbede til balancen og måske gjorde udslaget i en amerikansk delstat, hvor deltagelsen i krigen var til debat blandt kandidater dette efterår.

Det er en ny dimension i demokratiske ytringer – og vi kommer til at se fænomenet på mange nye måder.
Jeg giver hermed ikke brevet – men ideen videre.

Margrethe


Samtaler om spin

 12. november 2006

Jeg er gået i gang med "Samtaler om spin".
Det er interviews med 17 mænd og så Marianne Jelved.

Med fokus tydeligt på hinanden, beretter de herrer om deres fantastiske metier, hvor de ikke bare leverer den kommunikation, som de som pressesekretærer er forudsat og får løn for, men snedigt beregner vinkler, indfald og udfald, som om det var et billard. De husker mest sig selv som pressechefer – selvom de nu kun har sig selv at dirigere med. De laver ikke bare kommunikation, men simpelthen politik – hvis de selv skal sige det altså……

"Så gav jeg lige Kramer en liste med, hvad han skulle mene!"

At læse bogen er som at iagttage en tryllekunstner. I grunden skulle man jo gerne – i hvert tilfælde mens man sidder der i mørket – tro på magien, når damen saves over. Men i denne bog kan man lære mere om, hvordan tryllekunstneren med smartness gemmer den hvide due i ærmet og trækker kort ud af næsen på fru Sørensen.
Oplevelsen af magien og respekten udebliver.

Ærlig talt er det er vel kun den politiker, som betjenes, der kan vurdere spindoktorens arbejde. Og spindoktorens arbejde er med Morten Boye Hviids ord æreløst, fordi praleri af egne bedrifter er utilstedeligt, retfærdiggørelse af sig selv umulig. Det gælder vel for resten også selv om der er gået flere år efter begivenhederne og selvom man skal sælge sig selv i den kommercielle verden.

Faktisk er der også en stribe kvinder i branchen, men de har interessant nok ikke den sammen offentlige profil og er altså ikke med i denne bog. Hvorfor vides ikke.

Måske er det et tilfælde, men der optræder 17 mænd i denne bog og så den radikale leder. Måske er det simpelthen, fordi kvalmepunktet indfinder sig tidligere hos kvinder.

Margrethe Lyngs


hvad jeg skrev, det skrev jeg

 30. oktober 2006

Det er Allehelgen og vi mindes vores døde.

Vi skal til Requim, for den mørke tid er også oratorietid og jeg elsker de store kor og passioner.

Jeg kom – da jeg læste samtaler om spin – til at tænke på det værk, der handler om domfældelsen af Jesus. Det er fra Johannes-passionen.

Pilatus havde selv bestemt, hvad der skulle stå på korset.
Det stod:"Jesus Nazaræer, konge over Jøderne"

Men jøderne sagde til Pilatus:
Der skal ikke stå:"Konge over Jøderne",
Der skal stå: "Han har sagt: Jeg er konge over jøderne.

Men Pilatus svarede:
"Hvad jeg har skrevet, det har jeg skrevet !"
(Johannes Evangeliet 19. kapitel , vers 19 – 22)

Når man læser bogen ku man et øjeblik tro at der er nyt under solen.
Jeg synes, citatet henleder opmærksomheden på
og netop dette ville være et spin.

Margrethe