Fascination

 17. januar 2008

De har opfundet telefonen, rulletrappen, TV og PC, glødepæren, opvaskemaskinen og Roomservice
Og selvfølgelig: Candyfloss, burgere og Cornflakes.

De har alt: storbyer, bjerge og vandfald – optimismen, selvtilliden og store personligheder med og helt uden indhold, dynamikken, ideen og energien
Det er svært ikke at elske USA.

Vi var i New York og deltog i udsalget i Bloomingdales.
Ekspedienternes interesse for kunderne var mærkbart højere end vi kender fra en shoppetur i Magasin du Nord.

Og der var mange flere af dem! I København er det som bekendt mere held end forstand, hvis man løber en tjenende ånd op.

I Bloomingdales ”forstyrrer” vi ikke ekspedienterne i deres samtale med et spørgsmål om at lede den rigtige størrelse frem. Hun er der for det samme.

Tricket? Hun er provisionslønnet. Lønnen får hun primært, hvis hun kan føre dig til kasseapparatet.

Oplevelsen nærmer sig et marked i Cairo eller en handelsgade på Bali, blot i en mere civiliseret udgave her.

Selvfølgelig tænker vi danskere ”stakkels sælgere”! Det er hårde vilkår, men jeg må da indrømme, at det nu er herligt faktisk at blive ordentligt betjent.


januar og fuld af fortsætter

 1. januar 2008

Hvis Sankt Hans er den længste dag i året,
så er nytårsaften indimellem den længste aften…..

Midt i sjove hatte, brusende bobler, bordbomber og krudtskyer spørger bordherren pludselig til mine nytårs fortsætter.

Og hvad skal man svare?
Det er jo en slags en selskabsleg, så jeg fortæller aldrig at jeg gerne vil tabe 5 kilo eller slå naboens kat ihjel.

Det bliver til noget med ”Fred på jord” men burde tilføje ”Og med naboen!”
Eller ”god mod dyr!” med tilføjelsen herunder de dårligt opdragede hunde, som muntert snapper efter mine haser, når jeg selv snapper efter vejret i den lille park, hvor jeg løber.

Jeg kan kun komme i tanker om forbedringspotentialerne i dag
– og hader nytårsfortsætter, men med de rigtige beslutninger kan 2008 også blive et godt nytår


Det folk, som vandrer i mørke

 20. december 2007

– skal skue et stort lys,
det stråler for dem, som bor i mulmets land.

Strofen kommer fra Händels' Messias og
juletid er kirkemusik i min familie

Ind i mellem føles december, som at leve i mulmets land.

Messias er det farverige billede på følelsernes land:
medfølelsen
opofrelsen
trøst
kærligheden
om-sorgen
herligheden
begæret
straffen
renheden
lidelsen og
håbet om forandring
glæden simpelthen

Du ønskes en fredelig jul og et festligt nytår

Margrethe


Det kræver en del at fylde lederrollen ud i dag

 9. december 2007

Tidligere var lederen ”noget” alene i kraft af titel og rolle, for 30 år siden interesserede man sig ikke særligt for lederens menneskelige egenskaber.
I dag bliver der sat spørgsmålstegn ved lederen og ledelseskvalitet måles og vejes.

Den moderne leder skal formå at tilføre lederrollen værdi og følelser, noget af sin egen person. Og det er ikke blevet lettere at være leder på den demokratiserede danske arbejdsplads, hvor alt synes til diskussion og forhandling.

Danmark er et af de lande i verden, hvor det er sværest at komme til at udøve magt, fordi magtdistancen og autoritetstroen er lille.

Moderne medarbejdere motiveres og forpligtes ikke af regler, memoer og procedurer, lige så lidt som af den konturløse leder.

Lone Schilling Andersen er organisationspsykolog og har skrevet en bog om ”magt og Autoritet i ledelse” og budskabet er enkelt: Vi skal nøjes med at udnævne de mennesker, der har mod og mandshjerte til at gennemføre det, de tror på, og som reelt ønsker at være ledere, fordi de har noget på hjerte og i bund og grund kan lide andre mennesker.

Det synspunkt, tror jeg, vi er mange, der abonnerer på, måske netop fordi vi er nogle stykker der er stødt på den anden type, ham der ikke kan eller ved ret meget, men stadig tror han har en slags autoritet – derude i det virkelige arbejdsliv.
Men, han har kun magten indtil næste ledelsesevaluering.


Kan man bevare troværdigheden?

 20. november 2007

Hvis man både optræder i rollen som politisk kommentator og som chefredaktør for Se & Hør?
Det spørgsmål havde DKF stillet Henrik Qortrup på kommunikatørernes dag for leden.

Og Henrik leverede leverede et partsindlæg – han er blevet, det vi er mange der fryger – en mand med en sag.
Sagen? Joeh, Ny Alliancens leder Naser Khader skulle have fået udført sort arbejde – en port på Frederiksberg. Bagmanden er Ekstra Bladets bagside redaktør Jeppesen som viser sig at drive et firma ”Hellige håndværkere”. Om Khader vidste arbejdet var uden moms og regning ved Se og Hør jo ikke, men Henrik Qortrup mener, det er udtryk for dårlig dømmekraft at få netop disse håndværkere til at udføre arbejdet. Pikant da det skulle være kendt at redaktøren og formanden for Ny Alliance skulle omgås privat.

Historierne og det offentlige skænderi mellem parterne har haft betydning i valgkampen, men Henrik tager dog ikke hele æren for Ny Alliance nedtur i vælgertilslutning i valgkampen. De lidt ubestemmelige kandidater i Ny Alliance tildeles også en ære. Naser er sådan set selv anledning til balladen, fordi han tackler situationen dårligt ved at råbe ”SVIN!” efter redaktøren, mener altså Henrik.

Og han synes det er tåbeligt at andre medier peger på at SE og Hør skulle have holdt sig fra historien, bare fordi der er valgkamp – her har Henrik vel en pointe – det er vel netop der, den skal frem.

Han kalder Naser nationens ynglingsindvandrer, men erkender at sagen nok har betydet at Henrik Qortrup selv har lidt mere skade og vi får at vide at B.T.s læsere finder Henrik mere troværdig end Naser – en betinget kompliment.

Henrik henholder sig til at han jo er journalist og derfor bare på arbejde i borgernes interesse.

Men sagen savner ordentlig dokumentation og på talerstolen virker SE og Hørs redaktør nu lidt bitter over at hans kolleger rundt om i medierne tillader sig at diskutere hans metode – han kan tilsyneladende ikke se et problem i at Se og Hør betaler sine kilder for en god historie.

Jo da, Henrik er underholdende – men troværdig blev han ikke i sit partsindlæg. Han ligner mest af alt en professional demagog, der kaster flittigt kaster om sig med tanker og navne fra dansk politik og journalistik. Hans taletempo tyder på, han selv er meget af optaget af sagen.

Selvfølgelig er han det – jeg blev det ikke – man kan ikke bevare troværdigheden.


hvem taler med hvem?

 6. oktober 2007

Christian Waldstrøm har har netop i sin nye bog beskrevet hvordan netværket, der bestemmer, hvordan opgaver løses og viden deles i virksomheden. Det handler altså ikke om de personlige netværk, men det netværk som består i virksomheden p større arbejdspladser.

For mig er det en interessant og ny dimension af den standende diskussion om netværk og ledelse.
Hvis man som leder får synliggjort, hvordan organisationen hænger sammen i interne netværk, kan den viden indtænkes i arbejdet med kommunikation og ledelse.

Træge netværk kan have problemer med omstilling til nye udfordringer og fastholde uhensigtsmæssige kommunikationsveje og forestillinger. Netværkene udvikler sig ikke automatisk til gavn for virksomheden, men kan omvendt være en kæmpemæssig ressource at sætte i bevægelse, når virksomheden skal mobilisere skjulte ressourcer.

Du kender det måske. Rygterne går forud for informationen om beslutningen i husets ledelse. De bevæger sig i huset med lynets hast gennem de personlige netværk, men nyhedsbrevets informationer om det ledelsen gerne vil ha´ medarbejderne til at forstå – aldrig synes at trænge ind

Christian Waldstrøm har givet sig til at tegne organisationsdiagrammer – ikke som vi kender dem med bestyrelsen, så direktørgruppen og nedenunder dem en række kontorer, men som vandrør i et hus, edderkoppens spind eller ….
Det er både nyt og klogt – og samtidigt helt banalt at folk, der går op og ned af hinanden have større sandsynlighed for at knytte bånd, samtale og tillid.

Så det gælder altså om at få et kendskab til netværket i din organisation – hvem taler med hvem?

Margrethe


kvalitetsreform

 12. september 2007

Reformen står og falder med to ting:
Det ene er lederskab og det andet er formidlingen af reformen.
De offentlige ledere må tage reformens tanke til sig og spørge sig selv: hvilken konkret forbedring og nytte kan mine brugere få og hvordan gør vi livet lettere for ”kunderne”?
Hvis lederne får medarbejdere til at være med i at fokusere på løsninger, der sætter brugerne i centrum i det konkrete arbejde (og ikke blot i festtalerne), så er det intet mindre end en revolution, for brugerne er ikke i centrum i dag. Sker det, bliver de offentlige arbejdspladser mere attraktive, fordi arbejdet giver daglig mening for den enkelte. Betingelsen er vilje og evne til at forandre og netop manglen på lederskab kan blive reformens problem.
Den anden betingelse ligge sådan set til højrebenet for kommunikatører. Det handler om formidling og det handler om at tænke brugere og borgere ind i alt det vi siger og gør i det offentlige. Hvis den offentlige kommunikatør nøjes med at reducere reformen til ”det gør vi jo allerede!”, så forspilder vi i grunden en chance for selv at blive bedre til at holde fokus på målgrupper i omverdenen i stedet for at tækkes vores egne afsendere. Det er en pointe at der i alle offentlige kommunikatørers dagligdag er en opgave i at holde fokus på målgruppen og svært at undgå at styre rundt efter den særegne logik, der findes i selv de mest professionelle kommunikatørers verden.
Hvis denne reform faktisk reformerer – så er de 16 mia. kr. en af de bedste investeringer, der længe er gjort i den offentlige sektor.


Det er ikke målet men rejsen…..

 6. august 2007

Det er ikke målet i sig selv – men selve rejsen derhen, der er interessant, sagde en ven til mig. Han var på vej på sommerferie med familien i Frankrig – og skulle køre gennem en del af motorvejskøerne i Europa!
Jeg har valgt at sidde på et passagerskib, som fragter passagerer op og ned langs Grønlands vestkyst. Her får man lejlighed til at se vandet fra mange sider, bjerge med og uden is, og gletchere, hvaler og søfugle af forskellig slags.

Færgen har et par håndfulde turister som jeg selv, men flertallet af passagererne er på vej til at møde familie eller venner længere op af kysten. Færgen lægger nemlig ind undervejs i både byer og bygder – og sjovt nok har denne færge en kæmpe kummefryser parat til passagerer, der måtte have behov for at holde noget nedfrosset på turen.
Færgen passerer ugentligt og når den lægger til kaj – eller sætter en båd i vandet for at ta passagerer med er der et leben.

Ideer om at holde ferie som denne kysttur er ind i mellem langt bedre hjemme ved skrivebordet, hvor de udtænkes – end i den praktiske virkelig. Jeg er ikke sippet, men rejser i stillekupé i toget for at få ro til at arbejde og jeg opgiver at tage bussen på Østerbro de dage hvor kvarteret er besat af fulde fodboldtilskuere. Sådan er det bare i Danmark. Så da jeg allerede i første bygd så ungdomsfodboldhold stige på færgen under hujen og festlige tilråb – må jeg indrømme at mit rejsemod sank en anelse. Men mærkeligt nok har de ikke har væltet etablissementet! De er hverken fulde eller gale. Jeg ser mig om på båden, som ikke er voldsomt stor – om konstaterer at den rummer lidt over 200 mennesker, vel 50 børnefamilier, et sangkor, nogle håndfulde gangbesværede pensionister og turister og altså et helt fodboldhold – altsammen uden at forholdene er blevet utålelige.
Jeg kan ikke forklare hvorfor, men småbørnene kommer ikke i hysteriske grådanfald i spisestuen, de løber ikke rundt med maden, de falder ikke, de slås ikke og de står ikke på stolene med fare for at falde ned og slå sig – udover at de altså heller ikke sviner møblementet til med mad og fodtøj. Jeg har simpelthen forventet at let kaotiske tilstande ville indtræffe, men afviklingen af dagens 3 måltider foregår i god ro og orden, simpelthen.
Det er en meget positiv oplevelse at møde den grønlandske befolkning på færgen, men det giver også stof til eftertanke. Hvorfor er det lige vi har det sådan med hinanden i Danmark?


How do you like western civilazation?

 1. juli 2007

blev Gandi spurgt af en britisk journalist for mange år siden da hans kampagne: Civil ulydighed" var på sit højeste.

Efter lidt eftertænksomhed svarede den lille kloge mand:
"I think it would be a very good idea!"

Historien fortæller noget om forudantagelser. Journalisten mente at den britiske kulturelle verden kunne antages at være den eneste civiliserede.

Da jeg så på det hold, der var i gang med at samle sig i kommunikationen i Regions Syddanmark
for lidt mere end et år siden, var jeg ærligt talt en smule bekymret.
Hvad kunne de?
og ikke mindst: hvad ville de?

Jeg synes i grunden holdet var hurtigere til at sige, hvad de ikke ville
– end hvad der rykker og er fedt.

De ventede lige med at ta hatten af til de så manden.

Og når det gjaldt resten af huset (læs koncernledelsen) forstod jeg meget bedre, hvad Huntington mente i sin tese om "clash of civilizations"

Hvor jeg parkerede min Audi havde de herrer bundet hesten og med sporrer der klirrer havde de blot lige løsnet revolverbæltet.
Jeg følte mig i “Det vilde Vejle”

Besøg hos sygehusdirektører i Regionen vil få enhver fordums høvding til at blive lidt misundelig over ritualerne.

At få lov til at præge udviklngen i en ny region er jo ikke er en chance man får hver dag.
Og forudsætningerne, vilje og evne til den nødvendige forandring var tilstede – sådan at kommunikationen bliver en del af opgaven og så
åbenhed, dialog og inddragelse af borgeren og brugere bliver en arbejdsmetode – et værktøj.

Selvom jeg går for at være en københavnersnude (jeg er født i Odense, havde bedsteforældre i Sønderborg og svigerforældrene i Esbjerg)
fik jeg efter en tid den følelses som den britiske journalist, der interviewede Gandi må have fået. Der er civilisation på begge sider….

Jeg synes faktisk, vi har nået en forfærdeligt masse sammen. Forleden vedtog Regionsrådet mantraet om åbenhed, dialog og inddragelse i kommunikationspoltikken. Det er faktisk stort – fordi det giver Region Syddanmark en unik platform for at holde organisationen på fast kurs.

Det er ikke pænt at prale (det ligger nok mere til kjøvenhavnere) men:

Vi har fået en blog
vi har et borgertopmøde og vi får flere
vi har et rapt og lidt frækt medarbejdermagasin (succeskritieriet er at nogen gider klage og det går godt)
Vi har snart vores eget blad rettet til borgerne – Sund i Syd kommer første gang i august – sammen med 3 kommuner, men snart med flere
Vi har strategier for alle direktørområder
Vi har nyhedsbreve "all over"
vi har et fornuftigt forhold til den regionale presse og kendes tror jeg for ordentlighed
Vi kom pænt igennem arbejde med Strandvænget
Vi har en aktiv web
Vi har en festligt – men ongoing – skænderi med vores egne direktørområder om hvor langt vi kan og skal gå i det der med åbenhed, dialog og borgerinddragelse
Vi har et netværk i DKF/nu også i Syddanmark
Vi har et netværk med de kommunale kommunikationsfolk og havde sgu mere end 100 med på Alsion
Vi har en go og ligefrem relation til vores sygehuse
Vi har starten på en vedtaget kommunikationspolitik (den skal nu bare føres ud i livet)
Vi har en platform i forbindelse med bench mark på intern kommunikation og
vi har fået institutionaliseret turen på ølkassen hver onsdag
Vi – nej I – skal i gang med at massere vores chefgruppe her i
regionshuset, som følge den bench mark undersøgelse vi fik i stand på den interne kommunikation

Når jeg ser på listen, kan jeg bedre forstå, der har været travlt indimellem. Men for jer der ikke lytter til vandrørene, så vil jeg sige at der er en herlig munter aktivitet, når kommunikationsafdelingen holder møder.

Vi kan forekomme lidt støjende, når vi griner – men listen ovenfor demonstrerer at det skam er seriøst nok det, der foregår.

I er blevet et fantastisk hold og det har været et privilegium at være holdleder.
Det blev en koncernledelse, der lytter til hinanden og arbejder sammen.

Ingen mennesker er uundværlige – si´r man – men jeg kommer sgu'nok til at savne omgangen med jer.

Margrethe Lyngs Mortensen


Forstyrrelse i Radiohusets koncertsal

 12. maj 2007

Hvem, ridder eller page, vil vove
at dykke ned i denne afgrund?
Jeg kaster et guldbæger derned
og afgrundens sorte muld
sluger det
Den, der vil vise mig bægeret igen
må beholde det som sit eget

Sådan taler kongen og fra toppen
af klippen, der stejl luder over det
uendelige hav, kaster han bægret i
det larmende Karybdis
Hvem er den modige
jeg spørger igen
der vil dykke ned i dette dyb?

Og riddere og pager rundt omkring
hører ham, men tier
De kigger ned i det vilde hav
men ingen vil vinde guldbægret
Kongen spørger for tredje gang
Er der ingen der vover sig derned?

Og jo! en ung mand fristes og kaster sig i afgrunden.
Efter masser af uhygge under havoverfladen og
lang venten, kommer han op igen.

Og se! ud af det dunkle, strømmende skød
hæver sig svanehvidt, og en arm og
en glinsende nakke dukker op, armen ror
kraftigt, flittigt – og det er ham! Og højt
løfter han sin venstre arm, svinger
bægret og vinker glad

Tilskueren er lettet og kongens datter vil giftes
med den unge helt.
Kongen derimod forhøjer prisen med kostelige ædelsten
Den unge mands sjæl gribes af himmelkraft,
hans øjne stråler af tapperhed – og han
styrter sig igen i dybet.

Vandet bliver ved med at strømme.
Det bruser op, det bruser ned
Men vandet bringer ikke den unge mand tilbage igen

Det er Schubert og Schiller – der fortæller om dykkeren, Kongen
og angsten for mørket og døden.
Mennesket skal ikke friste Guderne endsige begære at
se, hvad der skjuler sig i nat og rædsel.