kø kultur i Tel Aviv
19. februar 2014
Jeg ved, det kommer til at tage tid.
Først en kø med kufferten,
så en ny kø, fordi gennemlysningen betyder at jeg er udtaget til ekstratjek.
Derefter kø for at tjekke ind og få boardingpas,
så kø til paskontrol,
kø til sikkerhed på håndbagage,
valuta-kø og et par køer mere
Jeg stiller mig lydigt bagerst – parat til at rykke. Så dukker en uniform op, der vil vide hvor vi skal hen?
Det viser sig, at de som skal til Skt. Petersborg
(siden Kiev, Milano og en håndfuld andre destinationer), må fremmes
– ellers kan de ikke nå frem til det ventende fly.
Første gang det sker – er det helt OK, men efterhånden er flere timer passeret
og min kø næsten ikke har bevæget sig mod målet. Folk er myldret forbi, har sprunget over
– og desperationen stiger mærkbart.
Vi alle ved, hvordan vi burde opføre os i en kø, men da det ikke synes at kunne blive vores tur, føler vi os tvunget til at gøre som andre.
Hvor uklædeligt!
P.S. Det var de friske dadler fra markedet, der blev fanget i gennemlysningen, så næste gang lader jeg dem nok blive i Israel.